Formål
Flokspejdere udvikler sig, når de får lov til at gå på opdagelse ukendte steder. Spejderne skal ud til grænsen af det trygge og kendte, derud hvor det er sjovt at gå på opdagelse.
Man lærer både noget om sig selv og kammeraterne, og man finder ud af hvordan man opmuntrer sig selv og hinanden til at nå længere end man troede var muligt.
Mål
Målet med mærket er, at spejderne kan reagere på, udtrykke og tage ansvar for egne behov og at de ved, hvordan man skal klare sig, hvis der sker uheld.
Derfor gør vi det
Det er vigtigt, at spejderne er klar til at vove sig ud i ukendte områder. De skal have en fornemmelse af, hvad hver enkelt kan klare, og hvad der er nødvendigt udstyr for at kunne gennemføre, hvad de sætter sig for.
Man har brug for grundlæggende førstehjælp, også som flokspejder. Når man er på opdagelse, kan man komme til skade eller komme i situationer, hvor det er vigtigt at kunne klare sig selv eller hjælpe andre.
Beskrivelse til spejderne
Vi skal på opdagelse på ukendte steder, hvor vi aldrig har været før. Vi skal ud og prøve ting, vi aldrig har prøvet før. Men før vi er klar til det, skal vi have det rette udstyr og lære noget førstehjælp, så vi kan hjælpe hinanden, hvis vi kommer til skade.
Aktivitetsforslag
- Saml og lav udstyr til en “ekspedition”, nok til at klare sig fx på en vandretur, men ikke mere end at spejderne selv kan transportere det.
- Undersøg en ukendt del af byen. Hvilke bygninger er der? Hvad bruges de til? Få lov at besøge et af stederne.
- Fotoløb. Giv spejderne billeder af noget, som man normalt ikke lægger mærke til i lokalområdet og lad dem finde vej.
- Lav førstehjælpspakker, der indeholder det nødvendige udstyr til en “ekspedition”, og lær det førstehjælp, der skal til for at bruge pakken.